Samfundene i Nordatlanten har altid levet på kanten af den mulige eksistens, blandt andert fordi kornet, der ellers er bønders basale fødekilde og ofte deres kilde til fremgang og rigdom, er en meget svigefuld afgrøde under Nordatlantens himmelstrøg. Derimod er det saftiggrønne græs en frodig og pålidelig ressource i det nordatlantiske klima, men mennesket spiser ikke græs, så hvad hjælper det? Heldigvis havde jernalderbonden en effektiv maskine i sin husholdning, der kunne konvertere græs til menneskeføde, nemlig drøvtyggeren. Når dette dyr blev passet og fodret tilstrækkelig året rundt, så var mælken var sikret og bonden og hans familie kunne med stor sandsynlighed leve uden hungersperioder. Derfor blev sommerfoderet, græsset, og ikke mindst vinterfoderet, høet, den solide økonomiske platform, som bondens hele tilværelse stod på. Var der liv i koen, var der liv i bondefamilien og samfundet på Færøerne overlevede gennem mere end tusind år. Men hvis ikke bonden var omhyggelig med at bjerge tilstrækkeligt med hø om sommeren og gemme det til vinteren, stod han med den udsultede og til sidst døde ko før forårets komme, og så bankede nøden på døren. Dette faktum genspejler sig i sproget, for det færøske ord for kofoder, »kúfóður«, betyder simpelthen den mængde hø, der skulle til at bjerge koen gennem vinteren. Høets betydning kan siges at placere vinterfoderet som den centrale økonomiske enhed i Nordatlantens bondeøkonomi. Højden på høstakken var det højsæde, som bonden satsede sin eksistens på.
Så når »vikingerne« eller rettere sagt »mælkebønderne«, sejlede ud vestpå for at indtage land og bosætte sig på Færøerne, Island og Grønland, så var det først og fremmest græsvækstens grønne flader, som de ivrigt gik frem i forstavnen og studerede med intenst blik, når de nærmede sig den ukendte kyst. Med nøgternt erfaring vurderede de landskabets muligheder for græsning og høslet. Bag dem, længede nede i skibet, stod den solide ko og tyggede drøv. Den var landnam-folkenes solide rygdækning mod usikre tider forude.
Alt tyder derfor på, at det er koens yver og mælkemaden, der var den nordatlantiske bondes basale grundlag og redning i det lange seje træk op gennem århundrene, hvor andre indtægtkilder ofte svigtede. Et historisk studie baseret på tal fra 1813 viser, at komælken i det gamle færøske bondesamfund udgjorde ca. 42% af kalorieindtaget og at græsudbyttet kun varierede lidt.

Men alligevel er Færøerne generelt betragtet som en fåre- og fangstkultur. Hvordan kan det hænge sammen? Det blev vædderen, der prydede Færøernes gamle skjold. Det er færøuld, der kaldes færøguld, mens kofoder kun er simpelt hø uden den store glamour. Det er fåreavlen, der gennem tiderne skrives lange tekster og mange bøger om. Det er fåret, der ikonisk optræder i de mange bøger om færøsk tradition. Fåret får al opmærksomheden, efterfulgt af fisk, grindehval og fugl. Men hvorfor blev det vigtigste glemt? Hvor blev koen af? Denne misopfattelse af den traditionelle færøske økonomi er grundlaget for historikeren Ole Wichs billedforedrag

på Halkær kro torsdag d. 10. januar kl. 19.30. Han redegør for de betingelser, som det gamle færøske bonde-samfund virkede under før kartoflen blev indført i 1820-30erne. Han placerer den færøske ko i den europæiske kotradition og opstiller hypoteser om, hvorfor koen er forglemt i den færøske kultur.
Ole Wich er bosat i Tórshavn og M.A. i Historie fra Færøernes Universitet. Han er tillige grafisk designer samt billedkunstner. Han boede fra 1996 til 2002 i Hjeds ved Suldrup og hjalp i den periode til på Halkær Kro med design af tryksager og indretningen af kroen.

Foredraget varer ca. 1 time og publikum opfordres til debat bagefter. Der bliver mulighed for at købe kaffe og andet godt fra kroens bar.

• Kontakt:
  Ole Wich
  wichole@gmail.com
  Tlf: 00298 27 38 40
  Halkær Kro & Kulturhus, Halkærvej 59, Halkær, 9240 Nibe
  halkaerkro@gmail.com
  Tlf: 4016 1510

Viðmerkingar

Viðmerking